Kollegiet er opført i 1967 og blev totalrenoveret i 2000. De omkring 400 beboere er fordelt på 278 lejemål i form af selvstændige lejligheder. Disse er spredt over et større grønt område og er opdelt i gårde med mellem 19 og 31 lejligheder (1-, og 2-værelses) i hver. De enkelte lejligheder indeholder eget toilet og bad samt kogeniche, og alle lejligheder har udgang til gården, som om sommeren flittigt bliver brugt til grillaftener og barbecues.
De selvstændige lejligheder giver beboerne et frirum til at vælge, hvor meget de har lyst til at deltage i fællesspisning og sociale arrangementer. Der er dog mange muligheder for at være social og lære nye mennesker at kende – både i de enkelte fælleshuse samt i kollegiets fællesrum og bar, der er kollegiets sociale samlingspunkt.
Amagerkollegiet ligger langt fra trafikstøj i fredelige grønne omgivelser i Ørestaden. Der er få minutters gang til både metro, tog og bus, og med de gode transportmuligheder kan man hurtigt være i centrum af København. I nærområdet kan man få gavn af de mange indkøbsmuligheder og kort afstand til Amagers mange grønne arealer.
750 m - Bella Center og Ørestad metro station
400 m - Rema1000 og Asian Market
800 m - Netto, Føtex, Bilka og Lidl
800 m - Field's (storcenter)
500 m - Byparken
450 m - Ørestad bibliotek
Bemærk at kollegiet er stort, og derfor kan afstanden variere baseret på bolig.
Alle boliger er forsynet med eget trinettekøkken, badeværelse og et skab
Alle boliger har antennestik til TV og radio og et ethernet stik til internettet (LAN)
Alle gårde har et fællesrum/køkken med ovn og kummefryser
Ingen boliger har egen ovn
Kat er tilladt
Hund er ikke tilladt
Tag hensyn til dine naboer - særligt i eksamensperioderne
Ejendele skal ikke efterlades i fællesgården
Fællesrummet skal rengøres og aflåses efter brug
Der må ikke støjes efter kl. 22:00 fra søn-tor og kl. 00 fra fre-lør
Snerydning foran egen dør påhviler beboeren
Engangsgrille samt grillstartere må ikke stå på græsset eller brændbart materiale.